Fortælletilstand
Las Meninas
Velázquez bygger et kongeligt portræt omkring spørgsmålet om, hvem der ser på hvem.
- Et stort atelier åbner sig omkring infanta Margarita.
- Infantaen står i hvidt mellem to hofdamer.
- Velázquez holder pause ved det høje lærred til venstre.
- Kongen og dronningen ses kun i spejlet på bagvæggen.
- José Nieto standser i den lyse døråbning bag gruppen.
- Flere figurer ser udad og trækker os ind i rummet.
Las Meninas er et maleri fra 1656 af Diego Velázquez, der viser den unge infanta Margarita blandt sine hoffrøkener og hoftjenere, med maleren selv ved et kæmpemæssigt lærred og kongen og dronningen genspejlet i et spejl; det hænger på Museo del Prado i Madrid.
Hvad viser Las Meninas?
Rummet åbner sig omkring infanta Margarita, hendes hofdamer og en maler i arbejde. Lyset kommer fra højre og fremhæver figurerne mod det dybe interiør. Vi synes at være ankommet midt i et møde.
Velázquez malede Las Meninas i 1656. Værket samler et gruppeportræt, en atelierscene og et spørgsmål om selve det at se. Personerne kan identificeres, men den præcise situation giver stadig plads til forskellige fortolkninger.
Museo del Prado, som ejer maleriet, forklarer, at det blev malet i 1656 i Cuarto del Príncipe i Alcázar i Madrid – netop det rum, det viser. De fleste af personerne omkring infantaen blev identificeret af kunstskribenten Antonio Palomino, hvis historie om de spanske malere, udgivet i 1724, gav Las Meninas sit eget afsnit som det eneste værk, han behandlede på den måde. (Museo Nacional del Prado)
Hvem er personerne i Las Meninas?
Infantaen står nær midten mellem sine hofdamer. En knæler for at tilbyde hende et lille kar, mens en anden bøjer sig mod hende. Bevægelserne samler opmærksomheden om barnet uden at lade resten af rummet forsvinde.
Ifølge Prado opvartes infantaen af to af dronningens meninas, eller hoffrøkener: María Agustina Sarmiento og Isabel de Velasco. Til højre står Mari Bárbola og Nicolasito Pertusato, der driller en mastiff; bag dem står hofdamen Marcela de Ulloa ved siden af en guardadamas, eller ledsager, og kammerherren José Nieto venter i døråbningen bagerst. (Museo Nacional del Prado)
Til venstre står Velázquez ved et stort lærred, hvis malede overflade vi ikke kan se. Han er trådt tilbage med redskaberne i hånden. Hans tilstedeværelse gør selve maleriet til en del af hofscenen og giver kunstneren en plads i den kongelige husholdning.
Det røde kors på Velázquez’ bryst er Santiagoordenens tegn, som han først modtog i 1659, tre år efter at maleriet var færdigt. Ifølge Palomino beordrede kongen det tilføjet efter kunstnerens død, og nogle sagde, at Filip selv malede det. Fra Velázquez’ bælte hænger nøglerne til hans hofembeder: i 1651 var han blevet udnævnt til paladsets kammerherre, et embede, der gav status, men levnede ham kun lidt tid til at male. (Wikipedia)
José Nieto standser i den lyse døråbning bagerst. Vi kan ikke vide sikkert, om han ankommer eller går. Lyset omkring ham åbner en anden vej gennem rummet og fører blikket ind i dets dybde.
Hvem ses i spejlet i Las Meninas?
Kongen og dronningen ses i det lille spejl på bagvæggen. Deres spejlbilleder antyder et rum uden for den synlige scene. De får os til at overveje, hvor kongeparret kan stå, og hvordan vores synsvinkel forholder sig til deres.
Prado identificerer ansigterne i spejlet som Filip 4. og Mariana af Østrig, infantaens forældre, der ser på scenen; museet læser øjeblikket sådan, at infantaen og hendes tjenere standser op ved kongeparrets ankomst. For museet gør spejlet billedet til en refleksion over selve det at se, der beder beskueren overveje grænserne mellem maleri og virkelighed og sin egen plads i scenen. (Museo Nacional del Prado)
Hvor kongeparret står, har været udførligt diskuteret. Den mest udbredte opfattelse er, at de står model for det lærred, Velázquez maler, så billedet viser rummet fra deres position; kunsthistorikerne H. W. Janson og Joel Snyder foreslog i stedet, at spejlet gengiver portrættet på Velázquez’ skjulte lærred. Ingen enkelt teori har opnået almen tilslutning. (Wikipedia)
Figurerne ser ikke alle i samme retning. Nogle tager sig af infantaen, nogle ser udad, og andre synes optaget af deres egne handlinger. Blandingen får scenen til at føles flygtig, selv om dens opstilling er nøje kontrolleret.
Hvad skete der med Las Meninas efter 1656?
De tidligste inventarlister kaldte billedet La Familia (»Familien«). Det blev beskadiget ved branden i 1734, der ødelagde Alcázar, og blev restaureret af hofmaleren Juan García de Miranda, som malede næsten hele infantaens venstre kind om. Lærredet er desuden blevet beskåret i både venstre og højre side. (Wikipedia)
Det forblev i den kongelige samling, flyttede med til det nye kongelige slot i Madrid og kom til Museo del Prado, da museet blev grundlagt i 1819. Prados katalog kaldte det første gang Las Meninas i 1843. På grund af dets størrelse, betydning og værdi udlånes maleriet ikke til udstillinger. (Wikipedia)
Hvorfor er Las Meninas så berømt?
Prado kalder rummet et af de mest troværdige rum, der nogensinde er malet i vestlig kunst, og billedet et afgørende skridt mod illusionismen, hvor Velázquez går ud over ligheden for at antyde selve livet. Siden Palomino har det aldrig mistet sin status som mesterværk, og få malerier har fremkaldt så mange og så forskelligartede fortolkninger. (Museo Nacional del Prado)
Kunstnere har svaret på det lige siden. Den italienske maler Luca Giordano kaldte det »maleriets teologi«, Francisco Goya raderede et tryk efter det i 1778, og mellem august og december 1957 malede Pablo Picasso 58 fortolkninger af billedet og dets figurer, som i dag fylder en sal på Museu Picasso i Barcelona. (Wikipedia)
Maleriet forbinder det synlige rum med pladsen foran det. Det usete lærred, spejlet og de udadvendte blikke holder vores egen placering åben. Vi ser på hoffet og føler samtidig, at vi måske er kommet ind i dets synsfelt.
Detaljerne i overblik
Kilder og videre læsning
- Las Meninas — Museo Nacional del Prado
- Kunstnerens biografi: Diego Velázquez (Wikipedia, engelsk)
- Las Meninas (Wikipedia, engelsk)