Fortælletilstand
Selvportræt med den violinspillende Død
Døden læner sig over Böcklins skulder og spiller violin, mens kunstneren lytter med palet og pensel i hånden.
- Böcklin holder inde med palet og pensel, mens Døden spiller bag ham.
- Maleren ser til siden, opmærksom og lyttende.
- Dødens kranium ses tæt bag malerens hoved.
- Violinen har én streng: den dybeste, stemt i G.
- Knoglede fingre kommer til syne ved siden af malerens mørke skulder.
- Palet og pensel bliver i hans hænder under pausen.
Hvad viser Selvportræt med den violinspillende Død?
Böcklin holder inde med en pensel i den ene hånd og en palet i den anden. Øjnene vender sig til siden, mens et skelet læner sig tæt ind bag ham og spiller violin. Redskaberne viser, at han er maler; den anden skikkelse bringer dødeligheden ind i selvportrættet.
Værket er malet i 1872 og placerer begge skikkelser foran en mørk, næsten tom baggrund. Der er kun kort afstand mellem det levende ansigt og kraniet. Varm hud, blege knogler og mørkt tøj gør forskellene mellem overfladerne usædvanlig tydelige.
Hvorfor spiller Døden violin?
Kunstnerens udtryk er opmærksomt snarere end åbenlyst rædselsslagent. Den standsede pensel og blikket til siden antyder en afbrydelse, et øjebliks lytten. Billedet fortæller ikke præcis, hvad han tænker, men gør hans opmærksomhed til en del af motivet.
Døden er så tæt på, at kraniet næsten synes at røre malerens hoved. Violinen bringer en forestillet lyd ind i det snævre rum. En velkendt musikalsk handling får personifikationen af døden til at virke nærværende frem for fjern.
Museet identificerer violinens eneste streng som den dybeste, stemt i G. Det giver den forestillede musik et bestemt register. Det gør også portrættet til et billede af lytten: en malers ansigt reagerer på noget, som et tavst lærred ikke kan gøre hørligt.
Hvad betyder skelettet?
Scenen trækker på memento mori-traditionen, hvor et kranium eller skelet minder de levende om døden. Böcklin forener dette velkendte tegn med sit fags redskaber. Kunstnerisk arbejde og bevidstheden om dødelighed optager samme lille rum.
Alte Nationalgalerie i Berlin, der købte maleriet i 1898, oplyser, at Böcklin malede det i München. Han kendte Hans Holbein den Yngres billeder af dødedansen og resterne af den berømte dødedans i sin fødeby Basel, så memento mori-traditionen var velkendt for ham. (Staatliche Museen zu Berlin, Alte Nationalgalerie)
Men museet understreger, at maleren ikke er bange: Han lytter, og Døden tager ikke penslen ud af hans hånd. Museet læser pausen som et øjeblik af inspiration, en ny drejning af det gamle memento mori, og citerer en anmeldelse fra 1898 i tidsskriftet Pan, der i billedet hørte ikke et memento mori, men et »memento vivere«, en opfordring til at leve. (Staatliche Museen zu Berlin, Alte Nationalgalerie)
Hvordan komponerede Böcklin selvportrættet?
Mørket fremhæver penslen, paletten, ansigtet og violinen. Knoglede fingre kommer til syne ved siden af kunstnerens skulder, nær instrumentet. Uden et vidtstrakt miljø, der fører blikket andre steder hen, bevæger opmærksomheden sig mellem maleren og skikkelsen bag ham.
Selvportrættet bliver stående i en pause. Böcklin holder midlerne til at arbejde videre, men lige nu lytter han. Billedet lader kunstnerisk skaben og dødsbevidsthed stå ved siden af hinanden uden at gøre deres forhold til en enkel anvisning.
Se det i virkeligheden
Alte Nationalgalerie · Berlin
Tjek udstillede værker, særlige datoer og adgangsbetingelser.
Officiel besøgsinformation ↗Kilder og videre læsning
- Selvportræt med den violinspillende Død — Staatliche Museen zu Berlin, Alte Nationalgalerie
- Kunstnerens biografi: Arnold Böcklin (Wikipedia, engelsk)
- Selvportræt med den violinspillende Død (Wikipedia, engelsk)