Fortælletilstand

Ofelia

John Everett Millais · 1851-2 · Oliemaling på lærred · Billedbærer: 76,2 x 111,8 cm; ramme: 110,5 x 145,8 x 14,5 cm · Tate

Millais omgiver den druknende Ofelia med en flodbred, hvis detaljerede skønhed skærper tragedien.

Ofelia af John Everett Millais: en ung kvinde i en sølvskinnende broderet kjole flyder på ryggen i en mørk bæk med ansigtet og de åbne hænder vendt opad og blomster drivende ved siden af sig, med siv til venstre, et piletræ over sig og en tæt, grøn bred af planter og hvide vilde roser bag sig. — Ofelia, John Everett Millais, 1851-2. Google Art Project / Wikimedia Commons · John Everett Millais · Ofelia · 1851–2 · Tate · Offentligt domæne

Dette er Ofelia fra Shakespeares Hamlet, der drukner i en bæk fuld af blomster.
Hendes ansigt vender opad mellem sivene.
Tætte siv fylder den venstre bred.
Den sølvfarvede kjole breder sig over vandet.
Klare blomster driver ved siden af hendes sænkede hånd.
Vilde roser blomstrer over hendes flydende krop.
Blomsterne bliver ved med at blomstre omkring et liv, der glider bort.

Ofelia er et maleri fra 1851–2 af John Everett Millais, der viser Shakespeares Ofelia flydende i en blomsterstrøet bæk lige før hun drukner; det tilhører Tate og hænger på Tate Britain i London.

Hvad sker der i Millais’ Ofelia?

Først virker scenen fredelig: en ung kvinde flyder i en bæk, hendes lyse kjole breder sig over vandet, og planter fylder bredderne. Men dette er Ofelia fra Shakespeares Hamlet, der drukner midt i denne overflod af liv.

Millais fastholder scenen i en foruroligende stilhed. Ofelias mund er åben, og håndfladerne vender opad, mens kjolen breder sig over overfladen. Vandet bærer figuren et øjeblik, samtidig med at scenen fører mod hendes død.

Tates katalogtekst placerer scenen i 4. akt, 7. scene af Hamlet. Drevet fra forstanden, efter at hendes far er blevet dræbt af Hamlet, hendes elskede, falder Ofelia i en bæk, da en gren knækker, mens hun klatrer op for at hænge sine kranse op. I dronning Gertruds beretning holder hendes udbredte klæder hende oppe en tid, mens hun synger brudstykker af gamle sange, indtil hendes vandtunge kjole trækker hende ned »til dyndet død«. (Tate)

Hvor malede Millais Ofelia?

Landskabet var ikke en løst malet baggrund. Millais arbejdede udendørs ved Hogsmill-floden nær Ewell og studerede bredden med næsten stædig opmærksomhed. Blade, græs, vandplanter og mudder får den omsorg, en anden maler måske ville gemme til et ansigt.

Millais begyndte baggrunden i juli 1851 ved Ewell i Surrey og malede den ud fra nøje iagttagelse af naturen, som Det Prærafaelitiske Broderskabs mål krævede. I et brev, der citeres i Tates katalogtekst, klagede han over, at fluerne i Surrey var »mere muskuløse« end andre steder, at han var blevet truet med en stævning for fredsdommeren for ulovlig færdsel og ødelæggelse af høet, og at han risikerede at blive blæst ud i vandet. (Tate)

Han skal have arbejdet ved Hogsmill-floden i op til 11 timer om dagen, seks dage om ugen, i fem måneder. Da vejret i november blev blæsende og snefuldt, fik han bygget en hytte af fire fletgærder beklædt med halm, så han kunne blive ved med at male. (Wikipedia)

Denne lige opmærksomhed på figur og landskab er central for maleriets prærafaelitiske karakter. Klare farver og nøje iagttagne detaljer giver naturen sin egen kraft. Tragedien udspiller sig mellem planter, der fortsætter med at vokse.

Millais var kun 22 år. Han var født i Southampton i 1829 og var blevet optaget på Royal Academy Schools som elleveårig, den yngste elev nogensinde, og mødte dér William Holman Hunt og Dante Gabriel Rossetti, sammen med hvem han grundlagde Det Prærafaelitiske Broderskab. (Wikipedia)

Hvem stod model til Ofelia?

Millais malede figuren særskilt i atelieret, hvor Elizabeth Siddal poserede i et badekar med vand. Det færdige billede forbinder den nøje arrangerede stilling med landskabet udenfor. Det, der ser ubesværet ud, bygger på to forskellige former for iagttagelse.

Modellen var Elizabeth Siddal, en yndling blandt prærafaelitterne, som senere giftede sig med Rossetti. Ifølge Tate poserede hun i løbet af fire måneder i et badekar med vand, der blev holdt varmt af lamper nedenunder. Da lamperne en gang gik ud, blev hun slemt forkølet, og hendes far truede med retslige skridt, indtil Millais gik med til at betale lægeregningerne. (Tate)

Kjolen var ægte antik. I marts 1852 skrev Millais, at han havde købt »en virkelig pragtfuld antik damekjole«, overalt blomstret med sølvbroderi, for at male den til Ofelia, og at den havde kostet ham fire pund, »gammel og snavset som den er«. (Tate)

Hvad betyder blomsterne i Ofelia?

Blomsterne bærer betydning ud over farve. Tate forbinder valmuen med døden, tusindfryd med uskyld og stedmoderblomster med forgæves kærlighed. De små detaljer knytter naturen til Ofelias historie uden at reducere hele bredden til ét symbol.

Tates katalogtekst læser de fleste af planterne som symboler. Roserne nær Ofelias kind og kjole og markrosen på bredden kan minde om, at hendes bror Laertes kalder hende »majrose«. Pil, nælde og tusindfryd forbindes med forsmået kærlighed, smerte og uskyld; violerne, hun bærer som en kæde om halsen, kan stå for trofasthed, kyskhed eller de unges død; og forglemmigejer flyder på vandet. (Tate)

Maleriet holder iagttagelse og litterær fantasi sammen. Vandet kan studeres, og planterne kan navngives, mens figuren hører til en tragedie. Deres møde gør scenen både håndgribelig og foruroligende.

Hvordan blev Ofelia modtaget, og hvor er maleriet i dag?

Da maleriet blev udstillet på Royal Academy i 1852, var modtagelsen blandet. En kritiker i The Times fandt det forskruet at kaste Ofelia ud i »en tilgroet grøft«, og selv John Ruskin, der støttede Millais og fandt teknikken udsøgt, satte spørgsmålstegn ved valget af et landskab fra Surrey. (Wikipedia)

Kunsthandleren Henry Farrer havde allerede købt billedet af Millais den 10. december 1851 for 300 guineas. Derefter gik det videre til samleren B. G. Windus, en ivrig køber af prærafaelitisk kunst, som solgte det videre i 1862 for 748 guineas. (Wikipedia)

Ofelia var en del af Sir Henry Tates oprindelige gave til Tate Gallery, og museets kreditlinje angiver, at det blev skænket af ham i 1894. Ifølge Tates samlingsoplysninger er det udstillet på Tate Britain. (Tate)

Billedet er nået vidt omkring. Det prægede Ofelias død i Laurence Oliviers film Hamlet fra 1948, Kylie Minogue efterligner stillingen i musikvideoen til Nick Caves »Where the Wild Roses Grow«, Lars von Trier fremkalder det i prologen til sin film Melancholia fra 2011, og i 2025 henviste Taylor Swift til det på coveret til sit album The Life of a Showgirl. (Wikipedia)

Den åbne mund og hænderne holder vores opmærksomhed ved et liv, der endnu ikke er helt stille. Skønheden omkring hende fjerner ikke sorgen. Den gør kontrasten mellem figuren og den levende bred sværere at glemme.